Han er far til tre, direktør i en lokal bank og pendler hver uge fra Karachi til Islamabad.
Og faktisk skulle Irshad Kassim også have været ombord på det passagerfly, der tidligt i morges styrtede ned under indflyvningen til Benazir Bhutto-lufthavnen i Islamabad med 152 mennesker om bord.
Men det kraftige regnvejr - der muligvis var med til at sende 147 mennesker i døden - reddede Irshad Kassims liv.
"Jeg skulle med det fly. Men klokken seks i morges besluttede jeg ikke at tage flyet på grund af det dårlige vejr," forklarer Irshad Kassim til CNN.
På det tidspunkt havde han dog både booket og bekræftet sin billet. Derfor var chokket stort, da han selv tog røret for at høre den tragiske nyhed fra flyselskabet Airblues personale og blev spurgt, om han vidste, hvorvidt Hr. Kassim var ombord.
"Efter at jeg så billederne på fjernsyn, kiggede jeg på fotografier af mine tre døtre. Det er vel en naturlig reaktion for en far," fortæller han til CNN.
Redningsmandskab har indtil videre bjærget fem mennesker i live.