Med temperaturer over 30 grader flere steder lige nu er vores normalt så kølige land i den grad ramt af hedeslag.
Derfor har Falck hamrende travlt. Især ældre bukker under for varmen og bilerne står af.
"Det er en rigtig travl dag i dag. Vi har mange biler ude på lande- og motorvejene, der overopheder. Og der er mange ældre mennesker, som får et ildebefindende. Det er formentligt, fordi de ikke får drukket nok i sommervarmen," forklarer Louis Honoré, der er kommunikationsdirektør i Falck, til Newspaq.
Nogle steder har Falck dobbelt så meget at lave som normalt, og cirka 20 procent flere ældre må have en hjælpende i forhold til en almindelig dag.
Men det er ikke kun varmen som er årsag til travlheden. Mange danskere går nemlig på ferie i denne weekend.
"I dag er en stor rejse- og feriedag, så der er rigtig mange mennesker ude på veje, strande og hvor folk ellers befinder sig. Det er kombinationen af ferie og varme, der giver os travlt," siger kommunikationsdirektør efter at have foretaget en rundringning til landets regioner.
Samtidig bukker mange ellers vakse hjerner sammen i varmen. Det er ikke lige så slemt som manglende vand, men varmen gør de blege nordboer uforklarligt tossede.
"Der er flere end normalt, der løber tør for benzin eller fylder diesel på en benzinbil. Om det er på grund af varmen er selvfølgelig ikke helt til at sige, men det virker som om folk er lidt stressede derude."
Falck beder nødstedte bilister væbne sig med tålmodighed. Alle vil få hjælp, men det kan godt tage længere tid end normalt, lyder det.