Det er en god idé at give arbejdere i kedeldragter og orange veste, hjemmehjælpere på cykel og mænd med værktøjsbælte om livet skattelettelser, sådan som skatteministeren foreslår.
Det mener økonomerne i Arbejderbevægelses Erhvervsråd.
"Vi synes, det er fornuftigt at lette skatten på arbejde og især tilgodese dem med de laveste lønninger. Det kan man gøre ved at øge beskæftigelsesfradraget for dem med de laveste lønninger," siger Jonas Schytz Juul, chefanalytiker i AE. til Newspaq.
Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) taler i et indlæg i Berlingske om "markante" lettelser i skatten, og i AE tror man, at en reform godt kan skrues sammen, så den vil kunne mærkes i pengepungen.
"Man sigter efter at skabe et øget arbejdsudbud på 7.000 personer. Det er alligevel noget. Jeg ved ikke, hvor mange milliarder, man vil flytte rundt med. Men hvis man vil sænke skatten for kernetropperne med lave og mellemindkomster kan man godt lave en reform, der vil kunne mærkes," siger Jonas Schytz Juul.
Pengene til en skattereform skal ifølge AE primært komme fra erhvervslivet og boligejerne.
"Vi ser gerne, at man langsomt indfaser boligskatten, der har været fastfrosset siden 2001, når boligpriserne begynder at stige igen," siger Jonas Schytz Juul.
Han er ikke bekymret over, at en reform vil skabe øget ulighed, fordi studerende, ledige og pensionister står uden for festen.
"Regeringen har netop afskaffet fattigdomsydelserne. Det havde førsteprioritet hos os. Næste skridt bliver at lette skatten på arbejde, så det bedre kan betale sig af arbejde," siger han.