Den såkaldte fodboldtosse, som i 2007 løb på banen under en landskamp, fik i dag sin dom i ankesagen. Her blev han dømt til at betale en erstatning på knap 1.900.000 kr.
Fodboldtossen har selv afvist, at han kan betale det enorme beløb, og derfor må parterne finde en anden løsning.
"Man vil indbringe ham for fogedretten, hvor man vil tage ting af værdi fra ham. Hvis han ikke kan finde nok midler af den vej, vil man forsøge at indgå en afdragsordning," fortæller advokat Lasse Freitag med speciale i inkassosager.
Her vil fodboldtossens bil, hus og andre genstande af værdi være i spil.
DBU kan som kreditor frit indgå en aftale om, hvor meget man ønsker at få erstattet, derefter kan de vælge at eftergive resten af beløbet.
"De har frit slag på alle hylder. Hvis de vil have de 1.900.000 kr., så kan de det. Men da det er svært at klippe håret af en skaldet, så kan man, efter at have gennemgået den pågældendes økonomi, finde en afdragsløsning," forklarer advokat Per Michael Klausen.
DBU har allerede været fremme med muligheden for en afdragsordning, og begge advokater er enige om, at det er den mest sandsynlige løsning.
"En millioner er mange penge, som de fleste vil have svært ved at skaffe, så DBU vil nok indgå en aftale om et beløb, som ikke kun er symbolsk, men også fungerer for at statuere et eksempel," siger Lasse Freitag.
Hvis gælden ikke bliver betalt eller eftergivet, må fodboldtossen leve med den. I løbet af nogle år vil han eventuelt kunne få en gældssanering i skifteretten, og på den måde komme af med gælden.