Da Ritzau i juni mødte Adam Duvå Hall i Thailand under optagelserne til "Fristet", var der én ting, der fyldte mere end noget andet hos tv-værten. Hjemme i Danmark var kæresten, Christine nemlig højgravid.
Nu har Christine født. Og Adam Duvå Hall er blevet far til en lille dreng.
- På Otto Brandenburgs fødselsdag er en lille ny baggårdspuma gået i land. Det er vores søn. Han er fem timer gammel. Og Christine og ham er de sejeste i verden. Love goes on forever, skriver Adam Duvå Hall på sin facebookprofil.
Her strømmer lykønskningerne ind til den lille familie.
Allerede mens den lille stadig lå i sin mors mave, gjorde tv-værten sig tanker om, hvordan han håber at opdrage sit barn.
- Jeg kunne godt tænke mig, at vi får opdraget vores barn til ikke at være bange for fremmede. At det bliver et barn, der er med på fis og ballade.
- Jeg bliver skrækslagen over historier om børn, der bliver allergiske over for alt, fordi de aldrig har fået lov at spise jord. Børn skal ud og have hudafskrabninger på knæene, sagde han dengang.
Han fortalte også, hvad han håber at give videre til sin søn.
- Jeg er jo selv lidt en nysgerrig nørd, der elsker at læse og se dokumentarfilm, og jeg håber, at jeg kan give noget af al min ubrugelige viden videre. Og min kærlighed til mennesker i alle former og farver, fortalte han.