90 erne tilhørte Ace of Base, som storhittede i hele verden med numre som All That She Wants , The Sign og Don t Turn Around , og i 90 erne kunne de svenske popsmede snildt have fyldt Forum i København. Men i 2007 svigter publikum.
Siden vi gik ind i det nye årtusinde, har der været umådelig stille omkring Ace of Base, og trods heftig annoncering er det ikke lykkedes arrangørerne at få folk til at smide de mellem 500 og 1.500 kroner, som billetterne koster. Koncerten er derfor rykket fra Forum til Valby Hallen, hvor der kan være halvt så mange, nemlig 5.000 publikummer.
Eventgroup, som arrangerer koncerten, tror ikke, at prisen har været afgørende.
»Det kan godt være, prisen er højt sat, men jeg tror ikke, den har været afgørende. Take That er dyrere, og de sælger ud. Jeg tror bare ikke, at det var det rigtige tidspunkt. Bad luck,« siger direktør Morten Grunk-Jensen.
Ikke Take That
Men Lise Lyck, centerleder på Tourism and Culture Management på Handelshøjskolen i København, mener, at den manglende efterspørgsmål var til at forudse.
»Billetpriserne ligger i den høje ende, og Take That er et større navn, som har en større betalingsvillighed hos publikum,« siger Lise Lyck. Hun peger også på tidspunktet som en medvirkende faktor til det manglende billetsalg.
»Folk sparer op til jul, og der er julefrokoster på programmet, men det afhænger selvfølgelig af navnet. Hvis det havde været Paul McCartney, kunne man godt kræve nogle høje billetpriser – også på det her tidspunkt – men det tror jeg ikke gælder for Ace of Base.«