Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
(Indlægget er forkortet af redaktionen)
Aldrig har jeg følt mig så magtesløs, som jeg gør nu. Ordet krænket dækker på ingen måde den følelse, som jeg sidder med. Overgreb er nok mere det rette ord.
Jeg tror, at det ligger i de fleste menneskers retsbevidsthed, at vi tager det 100% for givet, at vi kan have tillid til myndighederne. Og tillid til, at myndighederne følger og overholder de retlige regler og retsprincipper om borgernes rettigheder og retssikkerhed som de skal, når myndighederne sagsbehandler en borgers sag.
Derfor har tanken aldrig strejfet mig, at jeg ikke skulle kunne stole på, at myndighederne ikke ville gøre deres lovbestemte pligt til at sikre mine rettigheder og retssikkerhed i sagsbehandlingen af min psykiske arbejdsskade.
Jeg ved nu, at jeg ikke kan stole på myndighederne. Og på den baggrund mener jeg, at jeg kan bevise, at myndigheder igennem mere end et årti har sagsbehandlet min arbejdsskade direkte ulovligt.
Mine beviser for myndighedernes ulovlige sagsbehandling, er en kombination af noget, som pludselig giver mening om hvorfor og hvordan. Og andet er oplysninger fra myndighederne selv.
* Jeg har altid undret mig over, hvordan de er kommet frem til deres bedømmelse og afgørelse i min arbejdsskadesag. Og aldrig kunne få et ordentligt svar herpå. Jeg ved nu, at myndighederne aldrig har undersøgt, eller indhentet oplysninger til belysning af min arbejdsskade. Hverken første gang de behandlede min arbejdsskade. Eller i forbindelse med alle de gange, jeg har bedt om at få sagen genoptaget.
* Det stærkeste bevis er nok, at de aldrig har kunne forklare, hvordan de er kommet til deres bedømmelse. Eller kunne henvise til de oplysninger, som understøtter deres afgørelse.
* I forbindelse med at få min arbejdsskadesag genoptaget, er der ikke blevet indhentet en eneste oplysning til belysning af sagen og sagt, at der ikke var nye oplysninger til sagen. Nu ved jeg, at ingen nye oplysninger, betyder, at myndighederne aldrig, som i aldrig, har behandlet eller inddraget de oplysninger - bevisbyrde -, som jeg i god tro har sendt til dem til sagsbehandlingen af min arbejdsskade.
* På den baggrund giver de meget misvisende og modstridende udtalelser fra myndighedernes lægekonsulenter, også pludselig mening. Det sætter tanker i gang, og rejser tvivl om myndighedernes speciallægekonsulenter har den nødvendige ekspertise inden for deres område, når lægekonsulenten kommer frem til en udtalelse, som er i direkte strid med deres speciallægekollegaer.
* For når myndighederne ikke har behandlet bevisbyrden med de speciallægefaglige oplysninger, som understøtter min psykiske arbejdsskade, er det sandsynligt, at lægekonsulenterne heller ikke har fået oplysningerne til deres udtalelse. Det forklarer, hvorfor lægekonsulenternes udtalelser er i strid med de speciallægefaglige oplysninger fra deres speciallægekollegaer.
* Det sidste, som jeg vil fremhæve, er den berømte omvendte bevisbyrde, som loven siger den tilskadekomne skal løfte. Og som er et begreb med mange fortolkninger af, hvordan og hvornår bevisbyrden er løftet.
De har pligt til at undersøge tingene
Ministeren selv, har givet mig en forklaring på, hvad der ligger i bevisbyrdebegrebet. Og myndighederne, har givet mig en anden forklaring.
Som jeg har forstået det, ligger der i bevisbyrdebegrebet, at den tilskadekomne kan bidrage til sagens oplysning, men skal ikke. Fordi myndighederne har pligten til at sikre, at en sag er ordentligt, og tilstrækkeligt oplyst til at der kan træffes en korrekt og lovlig afgørelse.
Myndighederne giver ikke nogen forklaring på, hvorfor bevisbyrden ikke er løftet. Og de har da heller ikke været i stand til at identificere, eller henvise til det grundlag, som understøtter deres vurdering af at bevisbyrden ikke er løftet.
Myndighederne fortæller mig, at den bevisbyrde, som jeg har sendt ind til dem, kan de nægte at behandle og inddrage i sagsbehandlingen af min arbejdsskade, under dække af ”at vi ikke er bundet af vurderinger fra læger eller andre”.
Så her står jeg mere end et årti efter min arbejdsulykke, og mener at kunne bevise, at myndighederne aldrig har behandlet min psykiske arbejdsskade efter de gældende regler. Og har truffet ulovlige afgørelser, som myndighederne ikke kan forklare, hvor de er kommet frem til, og på et grundlag, som de ikke kan identificere, eller oplyse om, hvad er.
Jeg vil aldrig kunne stole på myndighederne igen, efter dette. Sker det her for mig, sker det også for andre med en psykisk arbejdsskade.
Jeg forventer, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard handler på denne henvendelse. Og står naturligvis til rådighed for nærmere forklaring, og uddybelse af mine beviser.
Iben Røstbjærg Kullberg er psykiatrivejleder og medlem af SINDs Brugerudvalg Foto: Privat