Svigt aldrig dit håndboldhold.
Bliver du som tilskuer væk fra en hjemmekamp, koster det penge.
Aalborg Damehåndbold vender fra næste sæson tingene på hovedet. I stedet for at tage penge i entre, tager klubben penge fra tilskuere, hvis de bliver væk.
Forklaringen er, at klubben vil tilbyde et såkaldt loyalitetskort, der giver gratis adgang til holdets omkring 15 hjemmekampe i Gigantium, skriver DR Nordjylland.
Med sådan et kort forventes det også, at tilskuerne møder op hver gang - ellers koster det 100 kroner per kamp.
"Hvis man bruger det og møder op til Aalborg DHs hjemmekampe, så er det gratis, og de gange, man ikke møder op og ikke viser loyalitet, er det et ikke-til-stede-gebyr på 100 kroner, for vi kunne have solgt pladsen til anden side," siger direktør og håndboldklubejer Jan Hansen til DR Nordjylland.
Aalborg DH håber med initiativer at få flere tilskuere og dermed flere sponsorkroner i kassen. Så går det nok, at entreindtægterne falder.