Peter Bredsdorff-Larsen nyder stor succes som assistenttræner på herrelandsholdet i håndbold. Til dagligt tjener træneren til det daglige brød som cheftræner i håndboldliga-klubben Aab, men han stopper efter sæsonen.
"Jeg har haft en spændende periode i AaB Håndbold. Først og fremmest et berigende samarbejde med spillerne i dagligdagen og en uforglemmelig tid med alle i organisationen omkring AaB Håndbold," siger Peter Bredsdorff-Larsen til klubbens hjemmeside.
Han høstede stor succes, da han som cheftræner sidste år vandt DM med AaB. Men nu nedlægges håndboldklubben efter stort underskud.
"Udviklingen efter vores DM-guld har budt på mange forskellige udfordringer, bl.a. med nedlæggelsen af AaB Håndbold - og det er en medvirkende årsag til, at jeg har besluttet at stoppe efter denne sæson," siger Peter Bredsdorff-Larsen.
Peter Bredsdorff-Larsen har været landstræner Ulrik Wilbeks højre hånd siden 2005. I AaB har han styret håndboldholdet siden 2008.