Flyvestationens miljøtilladelse kræver, at flyvestationen en gang pr. år selv opgør, hvor meget der er støjet. Støjrapporten for 2020 er udkommet. Den viser blandt andet, at den maksimale støj i 2020 udgør 185 dB. Det er altså Flyvestation Skrydstrups eget tal.
Hvis man så beder en lydekspert/ingeniør om en vurdering af, hvor meget støj der forsvinder over åbent land i en afstand på 1400 meter fra startbanen, afstanden til mit hus, og uden skove, høje bygninger eller andet af den slags, så er svaret højst 73 dB, formentlig noget mindre, blandt andet fordi flyene jo stiger. (kilde: Civilingeniør, Dimitar Ianev, dk-akustik m.fl.)
For nu at være fair, trækker jeg så 73 dB fra det maksimum, som flyvestationen selv opgiver til 185 dB. Det vil sige, der er et maksimumstøjniveau på min ejendom på 112 dB i 2020 med F-16 kampfly. F-35 kampfly støjer som nævnt ganske betydeligt mere.
Skal jeg være ekstremt konservativ i min beregning, halverer vi maksimumstøjen på 112 dB. Men så er der stadig 109 dB. Lyd fordobles for hver 3 dB, ligesom den halveres, hvis der trækkes 3 dB fra. Men selv en halvering er ikke nok til at komme under den magiske grænse på 100 dB.
Denne beregning viser, at min matrikel hører hjemme i rød zone – det er jo tydeligt for enhver. Man kan også med sin sunde fornuft spørge sig selv, hvis ikke dem der har Flyvestationen som nærmeste nabo, ikke skal placeres i rød zone, hvem skal så? I modsat fald er den politisk vedtagne model ubrugelig.
Men Forsvaret nægter at ændre status på min matrikel og mine naboers på trods af, at Flyvestationens egne tal med al tydelighed viser, at min matrikel opfylder kriterierne for at ligge i rød zone. Hvad er zoneinddelingen så værd?
Det viser sig også, at ingen i Forsvarsministeriet har taget sig den ulejlighed at kontakte en støjekspert for at drøfte de oplysninger, jeg igennem to år er fremkommet med, og som altså tydeligt viser fejlplaceringen af min og mine naboers ejendomme i zoneinddelingen.
Et er, at Forsvarsministeriet ikke tager naboerne alvorligt, noget andet er, at Forsvarsministeriet har brugt rigtig mange skattekroner på en støjberegning og en kvalitetssikring af denne, som dokumenterbart viser noget forkert – måske for mange andre end blot min og mine nærmeste naboers ejendomme.
At det ikke er drøftet med leverandøren af støjberegningen og leverandøren af kvalitetssikringen, kan skyldes, at Forsvarsministeriet godt ved, at de data (flyprofiler) som de har leveret til beregningen er af en størrelse, som er meget lavere end virkeligheden, præcis som det altså var tilfældet første gang støjberegningen skulle fremlægges.
Jeg vil opfordre Folketingets Forsvarsudvalg til spørge forsvarsministeren, om det er med hendes velsignelse, at Forsvarsministeriet tilsidesætter en politisk vedtaget kompensationsmodel. For det er det ministeriet gør og dermed også tilsidesætter forligspartnernes beslutning om at kompensere de støjramte naboer i den grad, som det er politisk ønsket og vedtaget. Og i forlængelse af dette og eventuelt svar, må forligspartierne bag kompensationsmodellen spørge sig selv, om den nuværende status var den ønskede, da forliget blev indgået.
Forsvarsministeriet vil tabe søgsmål