Et par dages pokerspil er slut. Randers Thomas Dalgaard, der bragede igennem Superligaen i starten af sæsonen og var topscorer, har skrevet under med den tyrkiske klub Vestil Manisaspor. Den 23-årige angriber er lykkelig over skiftet.
- Det er en drengedrøm, jeg nu får levet ud. Jeg har været meget glad for min tid i Randers FC og ikke mindst over, at de troede på mine evner, da de hentede mig i Skive. Men nu gælder det et udlandseventyr og det ser jeg meget frem til, siger Thomas Dalgaard.
Også i Randers FC er der tilfredshed med salget. Klubben har netop hentet både den tidligere OB er Søren Berg og Marc Nygaard i QPR.
- Vi er glade på Thomas’ vegne, samtidig med at vi selv kan se frem til en god aftale med den Vestel Manisaspor, specielt når man tænker på, at Thomas kun havde fem måneder tilbage af sin kontrakt med Randers FC. Vi har foretaget nogle offensive forstærkninger i vinterpausen, og det ville formentlig have betydet, at Thomas ville få svært ved at tilspille sig en plads på holdet. Vi har været utroligt glade for at have haft ham i klubben og ønsker ham naturligvis held og lykke med tilværelsen i tyrkisk fodbold, siger Randers FCs direktør Jacob Nielsen.