Hjørring Politi undersøger nu, om der er livsfarligt narko i omløb.
»Vidner fortæller, at den 22-årige mand havde indtaget narko, men folk har ikke villet fortælle politiet yderligere detaljer,« siger vagthavende ved Hjørring Politi, John Christiansen, der ikke kan huske, hvornår der sidst har været dødstilfælde forårsaget af narko i Brønderslev.
Den 22-årige mand blev lidt over midnat fundet livløs i en lejlighed i Bredgade i Brønderslev og blev konstateret død, da ambulancen nåede frem til Hjørring Syghus. Blot halvanden time senere faldt den 17-årige dreng om på Nørregade tæt på Bredgade, hvor den 22-årige blev fundet. Den 17-årige har fået modgift og er nu uden for livsfare.
På mandag afhøres han af politiet, der håber på, at han kan bidrage med oplysninger, der kan hjælpe politiet i efterforskningen af dødsfaldet.