Det er ingen skam at tabe til en bedre modstander, lyder en af klichéerne i moderne sport.
Kliché eller ej. De danske ishockey-herrer havde grund til at smile efter fredagens åbning på A-VM i Canada, hvor ingen på forhånd havde regnet med point mod de stærke tjekker.
Derimod skulle kampen først og fremmest bruges til at spille det talentfulde danske mandskab endnu tættere sammen forud for nøgleopgøret mod Italien på søndag, hvor Danmark med en sejr sandsynligvis kan spille sig videre fra den indledende gruppe.
Og i det lys lover indsatsen mod Tjekkiet godt. Danmark spillede frisk til og kunne allerede efter 31 sekunder bringe sig foran på en scoring sat ind af Stefan Lassen på et flot langskud. Det lykkedes dog tjekkerne at ryste den danske drømmestart af sig og bringe sig i front, men storspillende Jannik Hansen ville det anderledes og sikrede med sin scoring, at danskerne kunne gå til pause med 2-2 i ryggen.
Tjekkerne havde dog tydeligvis ikke tænkt sig at dumme sig og smide unødvendige point mod danskerne, og i de to sidste perioder satte de trumf på med tre scoringer til slutresultatet 5-2 trods storspil af målmand Peter Hirsch, der kun ved den sidste scoring så lidt uheldig ud. Blandt andet reddede han et tjekkisk straffeslag og efter kampen blev han fortjent kåret som Danmarks bedste spiller.