»Pressen har også et ansvar for, at denne situation ikke bliver optrappet.«
Sådan lyder Politiforbundets formand Peter Ibsens udmelding til pressen i forbindelse med den aktuelle rydning af Ungdomshuset. Han appellerer i en pressemeddelelse journalister og medier til ikke at opildne aktivisterne fra Ungdomshuset til gadekampe og optøjer i jagten på en god historie.
»Det skal ikke være medierne, som opildner de unge til at starte en langvarig og udmarvende gadekrig i København,« lyder det fra formanden.
Politiet startede rydningen af Ungdomshuset kl. 7.10 torsdag morgen, hvor antiterrorkorpset firede betjente ned fra en politihelikopter. Kort tid efter trængte kampklædte betjente ind i huset og anholdt flere aktivister. Peter Ibsen beskriver selv politiets indsats som »dybt professionelt med et minimalt brug af magtmidler.«
Politiformanden beklager imidlertid flere mediers skuffelse over rydningens mangel på action.
»Underholdningsværdien er selvfølgelig ringe, når der ikke er tilskadekommende og brændende barrikader. Derfor behøver man ikke igen og igen nærmest efterlyse gadekampe. Eller for den sags skyld puste til gløden hos de unge ved at udlægge det som et nederlag.«
Peter Ibsen opfordrer presse og politikere til at dæmpe gemytterne på Nørrebro og undgå at puste til ilden hos de mange hundrede demonstranter. Ifølge politiformanden vil de næste 24 timer blive afgørende i forbindelse med Ungdomshusets rydning.