24 mål i 17 kampe. OB har problemer med at finde vej til modstandernes mål, og det kan i sidste ende koste de ambitiøse fynboere det mesterskab, klubben drømmer om. Også i dagens kamp mod FCK manglede OB skarphed, mente træner Lars Olsen efter kampen.
- Jeg er lidt skuffet, for vi spiller godt et langt stykke af vejen. Vi styrer spillet men er ikke dygtige nok på den sidste tredjedel af banen. Vi taber bolden for hurtigt og slår for dårlige indlæg. Vi er ikke effektive nok, og det straffer FCK, sagde Lars Olsen til TV 3+ efter kampen.
Med nederlaget er der nu seks point op til FCK på førstepladsen, selvom OB kun har tabt to kampe i sæsonen.
- Vi har spillet ni kampe uafgjort, og det sætter os selvfølgelig under pres. Men vi må bare blive ved med at træne afslutninger siger Lars Olsen, der tidligere har talt om at hente forstærkninger i vinterpausen.
- Der er også transfermarkedet, men det vil jeg ikke tale om i dag, sagde han.
OB-anfører Ulrik Laursen vil dog ikke afskrive mesterskabet.
- Det er kun jer der snakker guld. Der er stadig mange kampe tilbage. Mon ikke vi henter dem på et eller andet tidspunkt, sagde Laursen, der mente at kampen var ganske symptomatisk for sæsonen.
- Vi spiller og spiller uden at afslutte. Vi er ikke så skarpe, som vi gerne vil være. Det er lidt
historien om vores sæson, at vi styrer spillet uden at score. Det skal man - ellers bliver
svært vinde, sagde han til TV 3+
FCK-træner Ståle Solbakken var anderledes tilfreds efter kampen:
- Vi har haft mange skader og mangler lidt matchrytme. Det kan man også se på banen, men det bliver bedre og bedre, og jeg er rigtig godt tilfreds, sagde Ståle Solbakken.