Dopingforskeren Steen Junker bliver fundet myrdet i et laboratorium. Han er blevet stukket adskillige gange med det, der sandsynligvis er en stor køkkenkniv. Ifølge politiets teknikere har det blodige mord fundet sted søndag aften mellem klokken otte og ni. På gerningsstedet tager de blodprøver, sikrer fingeraftryk, sporer sågar rester af nikkel og foretager en urinanalyse fra offeret. Mystikken er stor.
Men ud fra teknikernes prøver og analyser, og registreringer fra laboratoriets kortsystem finder politiet frem til fire mistænkte: den dopingbelastede læge Søren Karstein med det særlige smil, den tidligere voldsdømte studerende Brian Larsen med nikkelallergi, den ambitiøse lektor Franck Möller, der arbejdede i samme laboratorium og den gin-drikkende Sofie Jensen, som havde en affære med Steen Junker.
Ovenstående er heldigvis kun det pure opspind digtet af Dorte Heidi Højland og Elisabeth Christiansen, begge studerende på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet, og projektleder Allan Haurballe Madsen.
På vej til Portugal
Mordgåden kalder de CSI – Mord på Universitetet . Og i går rejste de til Portugal for at optræde med stykket ved en international konkurrence i Portugal.
Her skal Europas bedste science-aktivitet (videnskabsaktivitet, red.) findes, og det bloddryppende drama skal få flere børn og unge til at interessere sig for naturvidenskab.
»Da jeg gik i folkeskole, var fysik og kemi enormt tørt og kedeligt. Men det er det jo ikke, og vi vil gerne vise, at det ikke kun er gamle, grå mænd eller unge med store, tykke hornbriller, der interesserer sig for naturvidenskab,« siger 23-årige Dorte Heidi Højland, der studerer biomedicin på syvende semester.
Ikke mord som karriere
De tre har optrådt med stykket – hvor publikum deltager aktivt i opklaringsarbejdet – mange gange, og de har løbende gjort mordgåden mere raffineret.
»Det er en meget realistisk fremgangsmåde, vi fremstiller. Og vores historie vækker genkendelse og interesse hos de unge, der ser krimiserier som CSI og Forbrydelsen . For vores eget vedkommende handler det om at udveksle erfaringer med andre naturvidenskabsinteresserede,« siger Allan Haurballe Madsen.
Selvom de har brændt for mordgåden længe, er det ikke opklaringsarbejde, karrierepilen peger mod.
»Det er meget spændende. Men jeg vil hellere lave nye lægemidler,« fortæller Elisabeth Christiansen på 23 år, der skriver speciale i farmaceutisk kemi, mens Dorte Heidi Højland helst »vil teste nye lægemidler«.Spørgsmålet er så: Hvem myrdede så den stakkels Steen Junker?
»Morderen er en hemmelighed inden konkurrencen. Desværre. Så det må du selv prøve at gætte. Men mon ikke vi opfører stykket igen i Danmark,« lyder det fra Elisabeth Christiansen.
35 forskellige naturvidenskabelige aktiviteter dyster om titlen som Europas bedste science-aktivitet i Portugal.
Ud over selve mordgåden har gruppen fra SDU også tre stande med, hvor publikum kan deltage i opklaringen ved at lave prøver og analyser.
De tre SDU ere tror på sejr, fordi deres aktivitet skiller sig meget ud. For eksempel stiller Portugal op med en aktivitet om polarisen.
En forsker fra SDU har tidligere deltaget i en mordefterforskning, hvor der skulle bruges jordprøver.
CSI er en populær amerikansk krimiserie.