Nordjyllands politi vil nu tage kontakt til nybagte mødre i Rebild og Mariager Fjord kommune syd for Aalborg, i forsøg på at finde moren til det barnelig, som blev fundet i en villahave ved Aalborg for en måned siden.
Siden fundet af barneliget, som manglede den øverste del af kroppen, har politiet forgæves forsøgt at opklare, hvad der lå bag det makabre fund. De har snakket med 113 nybagte mødre i Aalborg, uden dog at finde kvinden.
Nu vil politiet tage kontakt til mellem 40 og 50 nybagte mødre i de to omegnskommuner for at sikre sig, at de stadig har deres barn.
- Vi vil gerne tale med kvinden for at finde ud af, om der ligger en forbrydelse bag babyens død, siger efterforskningsleder Jørgen Birger Jensen.
Nordjyllands politis teori er at moren til det døde barn har født hjemme og holdt sin graviditet skjult. Mistanken er ifølge politiet blevet bestyrket efter, at det ikke er lykkedes for politiet, at finde kvinden blandt de nybagte mødre som er blevet registreret i Aalborg Kommune.