Engang lokkede forældre deres børn med et kørekort, hvis de holdt sig fra smøgerne. Nu bør de i stedet belønne børnene, hvis de kan løbe mere end 500 meter.
Danske unge smider nu smøgerne og fravælger flaskerne, men får for lidt motion. Hver fjerde danske barn i alderen 11 til 15 år er får ikke motion i over 23 af døgnets 24 timer, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Andelen af børn, der bevæger sig mindre end en time om dagen, er dermed fordoblet.
En af årsagerne er, at mange forældre efterhånden er for pylrede til at lade dem cykle selv.
»Forældrene kører deres børn rundt til det meste. Men selvom enkelte steder er farlige at færdes, så er trafikforholdene sjældent en god undskyldning. Danmark er nok det land i verden, hvor der er bedst muligheder for at cykle,« siger Sune Krarup Pedersen, akademisk medarbejder ved Sundhedsstyrelsen.
Når forældre leger privatchauffører for at skåne deres børn for trafikuheld, risikerer de samtidig, at ungerne kommer i så dårlig form, at deres kondi matcher deres morfars.
Konsekvensen af et forkrøblet kondital kan være voksenlidelser som forhøjet blodtryk, gammelmandssukkersyge og begyndende knogleskørhed.
Forældre skal turde
Hvis ikke lille Hannibal skal have helbred som en 50-årig inden sin konfirmation, skal hans forældre tage sig sammen nu.
»Man skal lade børnene cykle selv og sætte begrænsninger på, hvor meget ungerne sidder foran fjernsyn og computer. Hvis de for eksempel stopper med at gå til fodbold, skal forældrene skubbe på for, at de begynder med ishockey. Man skal med andre ord turde at være forælder,« siger Laila Ottesen, der forsker i danskernes idrætsvaner.
Tre timer på computer
Det er ikke kun eksperterne, der mener, at børnenes form er for flad. Det synes de også selv.
Kun 33 procent af drengene og 22 procent af pigerne føler sig i god form, og omtrent halvdelen vil selv gerne bevæge sig mere, end de gør i dag. Men lige nu går det hastigt den forkerte vej. Næsten halvdelen af drengene bruger nu mere end tre timer af deres fritid foran en computer. Bare fire år før gjaldt det kun 30 procent.
»De børn, der bevæger sig mindst, når man ikke med flere idrætstimer i skolen. De skal i stedet have længere frikvarterer, bedre legeredskaber, og så skal de opmuntres til at være ude i frikvartererne,« siger Sune Krarup Pedersen.
Danske unge fravælger alkohol. Antallet af 14-årige, der har drukket sig fulde, er mere end halveret siden 1997
Unge danskere putter alt for meget sødt i maven. Halvdelen drikker én til tre liter søde drikke om ugen, og kun hver tiende spiser nok frugt
Danske unge mangler motion. Hver fjerde rører sig for lidt, og det er dobbelt så mange som for fire år siden
De unge smider smøgerne. Nu ryger cirka otte procent af de 15-årige, mens tallet syv år før var 13,5 procent
De unge døjer med, at det støjer. Over halvdelen bliver forstyrret af larm i skoletiden
Danske unge holder sig for længe, fordi skolernes toiletter er ulækre. Over halvdelen oplever ofte, at skoletoiletterne ikke er rene
Kilde: Sundhedsstyrelsens undersøgelse af danske 11-15-åriges livsstil og sundhedsvaner 1997-2006.