Nomas stjernemangel er international nyhed

Mens Noma blev forbigået i forhold til at få den tredje stjerne, dryssede der til gengæld stjerner ned over fire nye danske restauranter. (Foto: Foto: Joachim Adrian / POLFOTO)

Ikke blot i Danmark undrer man sig over, at verdens bedste restaurant blev snydt igen.

At restauranten Noma ikke får sin tredje Michelin-stjerne, er allerede nu blevet en større historie i USA.

Det store finansmagasin Bloomberg har valgt at vinkle deres historier om dagens stjernehøst på det faktum, at Noma atter er blevet forbigået. Og blot har fået to stjerner frem for de tre, alle regnede med, restauranten skulle have.

Overskriften "Michelin Snubs Noma" oversættes nok bedst til, at "Michelin forbigår Noma", og det viser, hvilken overraskelse det er i de gastronomiske kredse, at den danske restaurant ikke røg helt op i stjernerne.

De seneste to år er Noma blevet kåret som verdens bedste restaurant. Men den kåring har intet med dækfirmaet Michelins guide til de bedste restauranter at gøre.

Bloomberg var allerede på forhånd blevet informeret om, hvordan stjernefordelingen ville blive. Således har det store finansmagasin lagt nyheden om Nomas forbigåelse ud på slaget 10, hvor selve listen blev offentliggjort.

Kilde: Bloomberg