"Skal - skal ikke?"
Sådan har Facebook-stifteren Mark Zuckerberg helt sikkert spurgt sig selv, når han har vendt sig i sengen. I mens er værdien af hans selskab bare steget og steget.
I flere år har der været talt om, hvornår Facebook mon ville gå på børsen og indbyde alle til at købe selskabets aktier, ligesom de fleste store selskaber. Hver gang har Mark Zuckerberg dog slået det hen.
Meget tyder dog på, at virksomheden i dag vil registrere sig på børsen i USA, og muligvis sætte rekord for, hvor stor og værdifuld en virksomhed kan være, når den får børsdebut, skriver Wall Street Journal.
Kilder tæt på Facebooks ledelse fortæller til avisen, at finansvirksomheden Morgan Stanley er blevet udvalgt til at stå for børsnoteringen. Talsmænd for både Facebook og Morgan Stanley afviser dog at kommentere rygterne.
Det forventes at Facebook relativt hurtigt vil kunne tjene næsten 60 milliarder danske kroner på børsnoteringen alene. Det vil gøre firmaet til det bedst indtjenende internetfirma på børsen - langt over andenpladsen Google, som i 2004 tjente omkring 12 milliarder danske kroner på sin børsnotering.
Kilde: The Wall Street Journal