Banksystemet i det asiatiske land Nepal er ude i en massiv likviditetskrise. Folk står i kø uden for deres pengeinstitut for at få deres penge tilbage, men kassen er tom. Tilliden til bankerne er væk.
Krisen har ikke noget med amerikanske Standard & Poor's politiske bagholdsangreb på amerikansk økonomi at gøre. Nepals krise er helt hjemmebrændt efter den klassiske model, som også er kendt fra Danmark.
Nepaleserne er gode til at spare op, men de lægger deres penge som forbrug på markedet. Kun 2,4 procent af nationens kapital bliver investeret i noget, der kan skabe profit og holde samfundets hjul i gang.
I det sidste årstid har bankerne haft top på kassen og blev fristet til at låne penge til jord- og boligspekulanter, som hverken havde økonomien i orden eller forstand på at skabe vækst, forklarer økonomen Mukesh Khanal i avisen Republica.
Boligpriserne falder, pludselig betaler spekulanterne ikke af på deres lån, og bankerne får problemer.
Der gribes ind
Nationalbanken i Nepal har indtil videre håndteret krisen ved at lukke en række banker og forsøge at få andre til at slå sig sammen. Også regler er justeret, så bankerne slipper for at holde helt så mange reserver som tidligere.
At sænke størrelsen på de lovpligtige beholdninger skulle sende millarder af rupees ind i markedet, men økonomen Khanal sammenligner det med at fodre en sulten elefant med jordnødder.
Nationalbanken er endnu ikke derhenne, hvor den åbner for hjælpepakker for at redde bankernes korthus fra at kollapse. Myndighederne har heller ikke valgt at sænke renterne eller pumpe kontanter ud i markedet.
Helt let er det ikke at sænke rentesatsen, for så sender sparerne bare deres penge til Indien, hvor de kan få højere rentebetalinger. Et andet problem er frygten for en endnu højere inflation end den aktuelle.
Khanal, der er økonom ved Institute for Integrated Development Studies, mener, at Nepals løsning er for staten at opkøbe de nødstedte bankers gæld og eventuelt trykke flere penge til at købe det for.
Hele sektoren
Nepal har en stor finansiel sektor med 31 kommercielle banker, 88 udviklingsbanker, 79 finansselskaber og 20.000 kooperativer per 19. juli 2011. Den aktuelle krise, hvor kontanterne er forsvundet, har skabt noget nær panik blandt sparere og offentlige myndigheder.
Folk har ingen tillid til finansfolkene, som ikke overraskende lover, at det hele nok skal ordne sig.
Krisen er blevet værre, fordi bankerne heller ikke har tillid til hinanden, skriver Hari Bansh Jha fra Institute of Defense Studies & Analysis (IDSA) i New Delhi. Det betyder, at hvis de ikke kan låne fra hinanden, må udbetaling af nye lovede lån udskydes.
Konsekvensen for Nepal er tydelig i landets økonomi. Man kan ikke skaffe billån for tiden og importen er faldet 40 procent. Der er ikke godkendt et eneste nyt byggeri i 2009-10 på grund af likviditetskrisen, skriver Himalayan Times.
Hari Bansh Jha mener dog, at Nepals problem ikke bare er prisfaldet i bolig- og byggeboblen, men at staten ikke er fri til at investere og være aktiv.
Den 28. august er der (igen) deadline for introduktionen af en ny grundlov, og usikkerheden om fremtiden nedtoner befolkningens finansielle vovemod og skaber kapitalflugt i stedet.
IDSA frygter mest en nepalesisk gentagelse af krisen som med amerikanske Lehman Brothers, hvor kunderne trak sig, aktiekurserne kollapsede og finanshusets aktiver blev nedvurderet. Om noget skubbede det den amerikanske og internationale økonomi ud over kanten.