Endnu en gang har parlamentet i Nepal givet den grundlovgivende forsamling en udsættelse med opgaven om at finde ud af, hvordan landet skal styres.

I mellemtiden syder samfundet med uro over den længe ventede grundlov og landets græsselige økonomiske tilstand.

Den måske vigtigste del af beslutningen om i sidste øjeblik at give en ny tre måneders frist var, at premierminister Jhalnath Khanal fra det kommunistiske parti (UML) gik med til at træde tilbage. Det sker efter man er blevet enige om at oprette en samlingsregering.

Men hvornår det sker, er der ikke sat tidsfrist på.

Stor uenighed

Der er nu gået fem år, siden borgerkrigen blev stoppet af en politisk aftale, der blandt andet betød afsættelsen af den magtfulde konge. Borgerkrigen varede ti år og kostede omkring 13.000 mennesker livet.

Siden har der været masser af diskussioner, kriser og politisk bøvl. Samfundet er totalt fragmenteret i sociale og etniske grupper.

På nuværende tidspunkt har den grundlovgivende forsamling med hele 601 medlemmer fra 26 forskellige partier, ikke fundet ud af, hvordan landet skal styres.

Man kan heller ikke blive enige om at inddele Nepal i regioner. Ej heller kan de definere de mange etniske gruppers rettigheder.

Forsamlingen skal løse flere store opgaver på tre måneder. Blandt den er netop en færdig kladde til en grundlov, integration af guerillaer og fundamentet for en samlingsregering. Der er ikke et politiske flertal for nogen af udfordringerne.

Antallet af konfliktemner er dog reduceret fra 250 til 21, siger formanden for forsamlingen.

National krise

Lykkes det ikke politikerne indenfor de nye tre måneders deadline at definere samfundets fremtidige struktur, forudser de fleste en national krise og måske endda genoptagelse af politisk vold.

Et af problemerne hidtil har netop været integration af 7.000 maoistiske guerillaer i hæren.

Nepals økonomi er blandt de dårligste i verden. En tredjedel af befolkningen på 30 millioner overlever for mindre end en femmer om dagen.

En meget væsentlig andel af nationalindkomsten, over 20 procent, stammer fra donorlande. Enorme mængder mennesker emigrerer for at finde arbejde i udlandet.

Herudover mangler der vand, elektricitet og mad i landet.