Egon, Kjeld og Benny er tilbage og denne gang over åben himmel.
I aften har Tivoli premiere på et fyrværkerishow inspireret af den danske filmklassiker Olsen Banden ser rødt, der i år fylder 50 år. Showet genfortolker den legendariske kupscene fra Det Kongelige Teater, hvor banden bryder sig vej gennem vægge og etager i takt med Elverhøjs ouverture.
- Det her er noget helt specielt, for det er ikke bare fyrværkeri. Det er et show fyldt med humor, musik og replikker fra den ikoniske filmskat, og vi har effekter med, som aldrig før er set i Tivoli, siger fyrværker i Tivoli, Gunnar Knudsen.
Olsen Banden ser rødt har siden 1976 ligget på førstepladsen som den mest solgte danske biograffilm nogensinde.
- Historierne om den folkelige forbrydertrio fra Valby sidder dybt i den danske kulturarv og folkesjæl, siger Frederik Hougaard Randrup, formidler hos Nordisk Film.
Showet kan opleves hver lørdag gennem hele sommeren.