To af popkunstens mest eftertragtede regentportrætter skifter snart hænder, når Bruun Rasmussen sender Andy Warhols silketryk af Dronning Margrethe II og Dronning Elizabeth II på auktion. De to værker stammer fra Warhols berømte serie Reigning Queens fra 1985 – en hyldest til verdens dengang fire regerende kvindelige monarker.
Ud over de to dronninger omfattede serien også Dronning Beatrix af Holland og Dronning Ntombi Twala af Swaziland. Fælles for de fire var, at de alle havde arvet tronen via fødselsret – et tema, der fangede Warhols vedvarende fascination af magt, berømmelse og ikonografi.
Hos Bruun Rasmussen ser man frem til at præsentere de to portrætter for samlere og kunstinteresserede.
- Vi er glade for at kunne præsentere disse to fantastiske portrætter af henholdsvis Danmarks Dronning Margrethe II og Storbritanniens Dronning Elizabeth II – to verdensberømte monarker fortolket af Andy Warhol, kongen af Pop Art, der selv blev et ikon, siger Kathrine Eriksen, specialist i moderne kunst hos Bruun Rasmussen.
Portrættet af Dronning Margrethe tager udgangspunkt i et af de mest udbredte billeder af den danske regent. Forlægget er Rigmor Mydtskovs officielle regentportræt, der blev taget i forbindelse med tronbestigelsen i 1972. Warhol bearbejdede fotografiet med sin karakteristiske silketryksteknik og skabte fire forskellige farvevarianter, hvor dronningens ansigtstræk, krone og ordensbånd træder frem i kraftige, popkulturelle kulører.