I flere måneder har en gruppe mennesker opført et ulovligt parallelsamfund med nyopførte huse, skure og autocampere på Refshalevej, der løber langs Christiania i København.
Men tirsdag morgen klokken fem begyndte Københavns Kommune at rydde Refshalevej for de ulovlige boliger. Politiet er mødt talstærkt op for at holde nysgerrige væk og sikre, at kommunens folk kan rydde op under sikre forhold.
Oprydningen foregår stille og roligt. Beboerne i området fjerner ting af værdi. En del af tingene bliver båret ind på Christinia. Politiet har anholdt to personer for overtrædelser af politivedtægten.
- Det er vigtigt for os at sige, at den her rydning intet har med Christiania at gøre. Den handler kun om det parallelsamfund, en del unge mennesker har forsøgt at opbygge, siger Flemming Steen Munch til Politiken.dk.
Københavns Kommune har gennem længere tid bedt folk i området om at pakke sammen og flytte og 1. juni modtog beboerne et pålæg om at flytte - uden effekt.