Alt er samlet på computerskærmen. Tv-serien Navy CIS kører i et lille vindue med lyd på, mens lyden på computerspillet Diablo er slået fra. Indimellem giver MSN Messenger lyd fra sig, og chatten kører på Arto i et fjerde vindue.
Selvom Oliver Andersen på 14 år har alle programmerne kørende på samme tid, ligger hans fokus først og fremmest på strategispillet Diablo.
»Der er nogle få sekunders ventetid i spillet, hvor jeg lige kan se tv eller skrive på Messenger,« siger Oliver Andersen.
En ny undersøgelse, som teleselskabet Telia har foretaget, viser, at unge under 22 år i gennemsnit bruger 17 timer i døgnet på elektroniske medier. Har man for eksempel både tv og computer kørende i fem timer samtidig, giver det 10 timers medieforbrug.
Musik i baggrunden
Emil Pedersen på 15 år er ven med Oliver og har næsten lige så mange programmer kørende på computeren. Men han foretrækker at se serier på et rigtigt fjernsyn.
»Jeg koncentrerer mig mest om det, der sker på computerskærmen. Men der er lyd på fjernsynet, og hvis jeg kan høre, at der sker noget spændende i for eksempel TV3-Sporten, så ser jeg lidt af det,« siger Emil Pedersen, der ligesom Oliver altid har mobiltelefonen tændt og på sig.
Begge venner interesserer sig for fodbold og følger derfor også med i resultaterne fra deres favorithold. Mens Emil holder sig løbende opdateret på gule og røde kort på tekst-tv, har Oliver bestilt en meddelelsestjeneste fra 24-Goal på nettet.
»Det er rart, at der kommer en pop-up med en dong -lyd på computeren. Så ved man med det samme, hvis der bliver scoret i en kamp,« siger Oliver, der blandt andet får tjenestebeskeder på Superligaen og italienske fodboldhold.
Nation af distræte
De to drenge er ifølge Telias undersøgelse eksempler på, at unge bruger mange medier på en gang.
»Det viser, at vi vil være på hele tiden og ikke vil gå glip af noget. Drengene er de første heavy usere , og det breder sig til de 40- til 50-årige, som er opdraget anderledes,« siger direktør for produktudvikling i Telia Jesper Korsskov, der mener, at danskerne er blevet en nation af distræte medieforbrugere.
Unge under 22 år bruger i gennemsnit 17
timer i døgnet på medier, der ofte kører samtidgt. Tallene er fra
Telias Trendrapport 2008
Fem timer på internettet
Fem timer på film/tv
Fem timer på musik
To timer på radio
13 timer på mobilen