Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, bruger sin kræfter helt forkert, når han forlanger, at Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, fremlægger sin personlige skattepapirer.
Det mener flere politikere på Christiansborg, herunder Per Clausen fra oppositionens 'støtteparti' Enhedslisten.
"Jeg kan godt forstå, hvis Henrik Sass er træt af Pia Kjærsgaard mere og mere hysteriske udfald i forhold til Helle Thorning-Schmidt. Men på den anden side tror jeg ikke, det hjælper meget, at han bevæger sig ned på det niveau," siger Clausen til Newspaq.
Samtidig står det klart, at Sass Larsen endda kan være i konflikt med loven, når han beskylder DF-lederen for at svindle i Skat, uden at have nogen beviser.
Den slags er nemlig ulovligt fastslår Trine Baumbach, der er ph.d. jura ved Københavns Universitet, der dog understreger, at hun udtaler sig om lovgivningen generelt.
Men det er den politiske ordfører altså ligeglad med, fordi det var Dansk Folkeparti, der startede det hele ved at være efter Helle Thorning i skattesagen.
"Jeg benytter mig af nøjagtigt samme fremgangsmetode som Pia Kjærsgaard og B.T. Det vil sige, jeg kommer med en beskyldning taget ud af den blå luft. Det er jo blevet tidens trend. De kan få lov at smage deres egen medicin," siger Henrik Sass Larsen mandag eftermiddag.