På det nationale sne- og is-datacenter i amerikanske Colorado er der lige nu et væddemål blandt de ansatte.
Væddemålet går på, om Nordpolen til sommer for et kort øjeblik for første gang i menneskehedens historie vil være isfri.
Noget, som polarforskerne forventer, at der er 50 procent chance for.
- Det, vi har set de seneste fem år i de arktiske egne, er, at isen bliver tyndere og tyndere, efterhånden som systemet bliver varmere, siger forsker Mark Serreze til cnn.com.
Men selvom isen skulle forsvinde fra Nordpolen, vil det ikke umiddelbart få nogen konsekvenser, siger han.
- Set fra et videnskabeligt synspunkt, er Nordpolen blot et tilfældigt punkt på kloden, men det har en speciel betydning, siger Serreze.
- Det er meningen, at der skal være is på Nordpolen. Og hvis der ikke er det ved sommerens slutning, vil det selvfølgelig være ret symbolsk, siger forskeren, der dog ikke er overrasket over udviklingen.
- Hvis du havde spurgt mig eller en anden forsker for blot få år siden, ville vi have sagt, at noget af isen eller at al isen ville være væk på et tidspunkt mellem 2050 og 2100.
- For nylig reviderede vi de beregninger til måske 2030. Nu er der nogen, der siger, at det sker endnu hurtigere. Så der sker virkelig noget derude.