En gruppe af de unge, der står bag urolighederne på Nørrebro i København, sendte mandag en erklæring til medierne. Med den forsøgte de at forklare, hvad der ligger til grund for deres hærgen.
I erklæringen langer de unge ud efter politikere, politi, medier og eksperter. Blandt andet anklager de unge en lokal forening for at have påstået at have holdt et hemmeligt møde med de unge, for at snakke dem til ro. Det møde har ifølge erklæringen aldrig fundet sted:
- Nu har vi unge både set og læst en hel masse forskellige forklaringer fra politikere, eksperter og andre folk, som ikke har noget som helst at gøre med os unge! Der er lokale foreninger, der har udtalt sig om hemmelige møder med os unge, og dermed snakket os til ro. Det er fuldstændig uacceptabelt, for dette møde har aldrig fundet sted, skriver de unge i erklæringen.
Fædregruppen: Ikke sikkert det var os
Fædregruppen Indre Nørrebro har ifølge flere medier afholdt et sådant hemmeligt møde. Foreningens formand, Khalid Alsubeihi, ved ikke hvem, der står bag erklæringen, men understreger, at mødet blev afholdt, samt at det ikke var hemmeligt.
- For det første står der ikke i erklæringen, at det er Fædregruppen, der er tale om. For det andet var mødet ikke hemmeligt. Det var åbent for alle. De eneste, der ikke var velkomne, var pressen, for vi ønskede ikke at det endte som et mediestunt, siger Khalid Alsubeihi til Avisen.dk.
Men er Fædregruppen ikke den eneste lokale forening, der er blevet omtalt i medierne for at holde et sådant hemmeligt møde. Hvem skulle de unge ellers hentyde til?
- Det ved jeg faktisk ikke.
Kritik uden hold i virkeligheden
Erklæringen fortsætter med alvorlige anklager mod den omtalte lokale forening:
- De samme mennesker, der påstår dette, er folk vi aldrig har haft tillid til, snakket med, eller har noget med at gøre i vores dagligdag, hverken før eller nu. Samme folk mistænkeliggør os for hashhandel, det viser bare, hvor lidt de har med os at gøre, fortsætter de unge.
En kritik, som Khalid Alsubeihi afviser som uden hold i virkeligheden.
- Vi har aldrig mistænkt nogen for hashhandel. Hvis nogen føler sig truffet af vores udmeldinger imod hashhandel, er det deres egen sag. Vi ønsker at forebygge, at de unge i vores målgruppe ender i en kriminel løbebane. Vi præsenterer dem for nogle alternativer. Men vi mistænker ikke nogen. Det er ikke vores job, siger Khalid Alsubeihi.
Effektfuldt møde
Han understreger, at Fædregruppen primært henvender sig til de unge, der benytter sig af foreningens aktiviteter - en gruppe, der ikke nødvendigvis står bag urolighederne.
- Vi kan jo ikke give besked til alle unge. Vi har en målgruppe, som vi har forsøgt at forklare, at det ikke er sejt at deltage i urolighederne. Vi har fortalt deres forældre, at de bør holde øje med deres børn og holde dem inden døre i disse dage. Jeg synes, vores møde har virket, siger han.
Da erklæringen er underskrevet med et anonymt Drengene fra Indre Nørrebro , har det ikke været muligt at få en kommentar fra den kant.