Dødsdomme forbliver dødsdomme. Det har de to nordmænd, der længere tid har været centrum for et nærmest absurd retsdrama i Den Demokratiske Republik Congo, nu accepteret.
Ifølge nyhedsbureauet Ritzau tror deres forsvarere ikke længere, at en appel vil gøre nogen forskel.
De to tidligere lejesoldater fra Norge har været trukket igennem en nærmest uendelig retssag ved en militærdomstol i DR Congo tiltalt for at have myrdet deres congolesiske chauffør i maj 2009 samt for at have udført spionage mod landet.
"Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi vil appellere eller ej. Appellen ville gå tilbage til de samme dommere. En ny retssag vil være omsonst, da vi ikke kan opnå retfærdighed hos denne militærdomstol," siger forsvareren André Kibambi til AFP.
Det er ni år siden, DR Congo sidst eksekverede en dødsdom. Den gang kom præsident Joseph Kabila til magten, men formelt er dødsstraffen endnu ikke afskaffet i landet.