To unge hærværks-knægte kan se frem til at skulle lægge størstedelen af deres lommepenge til side i lang tid. De blev anholdt natten til søndag, mens de var i gang med at overmale Helsingør-midtby med graffiti, og de står nu til store bøder og erstatningskrav, skriver sn.dk.
Politiet blev kontaktet af et vidne, som havde set de to 17-årige drenge overmale husmure og skraldespande med deres mærker "Tol" og "Tols".
"Vi har et vidne, der henvender sig til de to graffitimalere og beder dem stoppe hærværket. Men vidnet får i stedet den kommentar, at han skal passe sig selv," fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi, Søren Bjørnestad, til Sjællandske Medier.
Drengene ignorerer altså henvendelsen og fortsætter deres "dekorering" af den nordsjællandske by. Imens ringer vidnet til politiet.
"Vidnet følger de to hærværksmænd og guider politiet ned til stationen, hvor vi kan anholde de to 17-årige, der bliver taget med maling på hænderne og redskaber til graffiti. Derudover er de begge tydeligt påvirket af alkohol," siger Søren Bjørnestad.
Drengene, der kommer fra Hornbæk og Snekkersten, kan nu se frem til selv at skulle stå til regnskab for deres hærgen.