Han er kun lige fyldt 18 år, og han spillede sin første kamp på Ajax' førstehold for kun en måneds tid siden.
Men den unge midtbanespiller Christian Eriksen har imponeret klubbens cheftræner, Martin Jol, så meget, at han vil have danskeren til at binde sig mere permanent til klubben.
"For os er det ikke så svært. Vi vil gerne have ham til at underskrive en lang kontrakt. Men det er også, hvad han ønsker. Vi sætter os ned med hans agent i denne uge," siger Martin Jol til De Telegraaf.
Danskerens kontrakt udløber til sommer, men ifølge Martin Jol kan talentet se frem til et forhåbentligt mere end fornuftigt kontraktudspil fra Ajax.
Christian Eriksen, der skiftede til Holland fra OB, spillede i weekenden sin fjerde kamp for Ajax, hvor han blev skiftet ind i pausen i kampen mod Heerenveen. Ajax vandt kampen 2-0 og ligger i øjeblikket på tredjepladsen i den hollandske æresdivision.