Mens eksperter har stået på nakken af hinanden for at spå om en kommende influenza H1N1-epidimi, så er Danmark indtil videre gået ram forbi.
Men de næste mange år vil vi blive nødt til at bekæmpe den frygtede influenza H1N1, fordi den vil fortrænge den almindelige sæsoninfluenza og i værste tilfælde mutere til en meget farligere virus.
Det skriver Politiken.
Afsnitsleder på Statens Serum Institut, Lars Peter Nielsen, mener, at det er meget sandsynligt, at influenza H1N1 vil fortrænge andre influenzavira, og at denne nye influenza bliver den tilbagevendende influenza i fremtiden.
"Det er et kæmpe eksperiment, hvor hele verdens befolkning deltager. For vi ved ikke, præcis hvordan den nye influenzavirus vil udvikle sig," siger ekspert i virussygdomme, professor Jens Lundgren.
Indtil videre har den nye influenza spredt sig til over 160 lande og formentlig smittet flere millioner mennesker.