Retten i Odense har mandag afsagt dom i en omfattende sag om organiseret snyd med danskprøver og indfødsretsprøver, grov dokumentfalsk og forsøg på menneskesmugling under særligt skærpende omstændigheder.
En 62-årig mand fra Odense Kommune er idømt 1 år og 3 mdr. ubetinget fængsel. Han har modtaget dommen, og en 42-årig kvinde fra Odense Kommune er idømt 4 mdr. ubetinget fængsel. Hun har udbedt sig betænkningstid. Desuden er en 38-årig mand fra Holstebro Kommune er idømt 1 år og 6 mdr. ubetinget fængsel. Han har modtaget dommen. Endelig er en 36-årig kvinde fra Holstebro Kommune er idømt 60 dages ubetinget fængsel. Hun er modsat de andre kun dømt for almindelige dokumentfalsk. Hun har udbedt sig betænkningstid.
Den 62-årige mand og de to kvinder er i familie. De to dømte mænd har ifølge anklagemyndigheden ved Fyns Politi haft en ledende rolle i den organiserede kriminalitet, mens de to kvinder har haft mindre roller.
Anonymt tip
Sagen tog sin begyndelse på baggrund af et anonymt tip, som førte til en omfattende efterforskning. Under efterforskningen afdækkede Fyns Politi et netværk, som tilsyneladende organiserede snyd med danskprøver og indfødsretsprøver ved hjælp af falske identitetsdokumenter.
Derudover omfatter sagen en række forhold om grov dokumentfalsk og forsøg på menneskesmugling, hvor falske visa, opholdstilladelser og andre dokumenter blev fremstillet med henblik på ulovlig indrejse i europæiske lande. I et tilfælde, blev en kvinde anholdt i lufthavnen i Libanon, hvor hun forsøgte at rejse med falsk visa.
Senioranklager Julie Harton fra Anklagemyndigheden ved Fyns Politi siger:
- Snyd med indfødsretsprøven, som er en del af vejen til at opnå dansk statsborgerskab, er klart uacceptabelt. Dommen afspejler, at retten har set med stor alvor på sagen.
- En indfødsretsprøve er en obligatorisk prøve, udlændinge skal bestå for at kunne få dansk statsborgerskab.
- Prøven tester din viden om dansk historie, kultur, samfundsforhold og aktuelle begivenheder.