Mens Anders kan spille fodbold i sin fritid, må Sille slide i det med bøgerne. I hvert fald hvis de går på hver deres skole eller i hver deres klasse med lærere med forskellige holdninger til lektier. I Folkeskoleloven står der nemlig ingenting om, hvorvidt børn skal have lektier for.
»Det er ude i den enkelte skole og i den enkelte klasse, der må tages stilling til dette emne,« står der i pjecen 'Hjemmearbejde', som Danmarks Lærerforening, Skole og Samfund og Kommunernes Landsforening har udgivet.
For tilfældigt
Og sådan skal det også være, mener formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.
»Lærere er forskellige, og de skal have lov til at bruge forskellige metoder,« siger han.
Men det synes Signe Zeuthen Bruun, mor til Valdemar på syv år, som går i 0. klasse, er forkert.
»Jeg kan ikke se, hvorfor en eller anden tilfældig læres holdning til lektier skal afgøre, om der bliver lagt beslag på min drengs aftener, weekender og ferier,« siger hun.
Med omtanke
Ifølge skoleleder på Ellebjerg Skole Edvin Jensen er lektier imidlertid nødvendige for at kompensere for, at skoleskemaet ikke har nok timer til at nå alt det, der skal nås.
»Det kræver 5.000 timers læsning at blive en god læser, og det forslår antallet af dansktimer slet ikke til, derfor er det nødvendigt, at børn også øver sig i at læse hjemme hos deres forældre,« siger han.
Edvin Jensen anslår lektiebyrden på hans skole til dagligt at være et kvarter til en halv time for de yngste og en time for de ældste.
Formanden for Danmarks Lærerforening opfordrer da også til, at lærere bruger lektier med omtanke.
»Lektier må ikke demotivere eleverne, gøre dem kede af det eller give dem nederlag,« siger Anders Bondo Christensen.
For at undgå, at det sker, skal mængden af lektier afstemmes med elevernes klassetrin, forudsætninger og behov i samarbejde med forældrene, mener han.
Det er skoleleder på Den Classenske Legatskole Jesper Flemming enig i:
»Der skal ikke gives lektier for lektiernes skyld,« siger han.
For lektier
Nogle børn kan godt lide at lave lektier, og så skal de have lov.
Lektier giver børn mere tid til at få øvet sig i at regne og skrive.
Lektier lærer børn at forberede sig og tilegne sig viden på egen hånd.
Imod lektier:
Nogle børn synes, at lektier er en plage, og så skal de slippe.
Det er aldrig bevist, at lektier gør børn dygtigere.
Lektier udløser træthed, frustrationer og konflikter i familielivet.
Lektier er en tidsrøver fra kammerater og fritidsinteresser.
Lektier har social slagside, da de forudsætter forældre, der er gode til at hjælpe.v