Hvert femte drab i Danmark er et partnerdrab, og ofrene er især kvinder. Det fastslår en ny rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), som er den første systematiske kortlægning af partnerdrab herhjemme.
Rapporten dækker 61 partnerdrab efterforsket af politiet i perioden 2017 til 2024 og tegner et detaljeret billede af både gerningsmænd, ofre og de parforhold, drabene udspringer af. Spændvidden er stor: Fra kærester, der kun havde været sammen i få uger, til ægtepar, der havde fejret guldbryllup. Mere end halvdelen af parrene havde fælles børn under 18 år.
VIVE inddeler partnerdrabene i tre overordnede typer, der adskiller sig på livsomstændigheder og motiver. Et gennemgående træk er dog, at mange af drabene sker som kulminationen på et længere forløb præget af dominans og vold i parforholdet.
Tragisk læsning
Netop det mønster vækker bekymring hos socialminister Monika Rubin.
- Sjældent har jeg læst en rapport så tragisk som denne. Mine tanker går først og fremmest til de efterladte, som skal leve med konsekvenserne af partnerdrab. Som samfund er vi nødt til at sætte ind. Vi kan især se at mange af drabene sker forud et længere forløb præget af bl.a. dominans og vold. Alle har ret til at leve fri for vold. Derfor vil regeringen lave langsigtede strategier for partnervold og -drab og for vold mod børn og vold i hjemmet. Denne rapport giver vigtig viden til det arbejde, ligesom vi skal fortsætte den tætte dialog med interessenterne på området, siger socialministeren.
Rapporten peger på flere konkrete muligheder for at styrke forebyggelsen på tværs af sektorer. Det handler blandt andet om bedre behandlingstilbud til både voldsudsatte og voldsudøvere samt en mere systematisk opbygning af viden om vold i nære relationer.
I rapporten inddeler VIVE partnerdrabene i tre typer, der bunder i forskellige livsomstændigheder og motiver:
Type 1 omfatter sager, hvor der forud for drabet har været vold i parforholdet, og hvor en række begivenheder, oftest et brud, leder frem til drabet.
Type 2 forekommer blandt socialt udsatte par, hvor der har været vedvarende vold og turbulens, men uden et tydeligt hændelsesforløb op til drabet.
Type 3 finder sted blandt ældre par uden tidligere vold, hvor et svigtende helbred ofte er den udløsende faktor for drabet, og i mange tilfælde begår gerningspersonen efterfølgende selvmord eller forsøger på det.
Justitsminister Nicolai Wammen understreger, at der allerede er afsat midler til området.
- Rapporten rummer forfærdende historier og skæbner. Det kalder på handling. Der er sammen med en bred kreds af Folketingets partier afsat et stort millionbeløb til at styrke den forebyggende indsats ift. partnerdrab. De penge skal nu omsættes til konkrete initiativer, for vi skal gøre alt, hvad vi kan for at ændre på den meget alvorlige situation med partnerdrab, siger justitsministeren.