- Seks tidligere galdebjørne er reddet til Knuthenborg.
- Nu har de første taget deres første skridt ud i parkens nye Bjørneskov - og du kan se øjeblikket i videoen herunder.
For første gang i deres liv har de første af Knuthenborgs tidligere galdebjørne mærket skovbund under poterne. I dag torsdag blev de første af seks asiatiske sortbjørne lukket ud i parkens nye 23.000 kvadratmeter store Bjørneskov. Her kunne de bevæge sig mellem træerne, bade i søen og selv vælge, hvor de ville gå hen.
Bjørnene er reddet fra Sydkorea, hvor de tidligere har levet som galdebjørne. Redningsaktionen er resultatet af mere end to års internationalt samarbejde mellem blandt andre Knuthenborg, Dyrenes Beskyttelse, Bears in Mind og sydkoreanske organisationer.
De to bjørne Gomrye og Gomgu var de første til at udforske det nye anlæg side om side, og at se bjørnene selv tage de første skridt ud i skoven er både rørende og en stor lettelse, siger Jane Trolle, chef for dyreafdelingen i Knuthenborg.
Udlukningen sker gradvist, så hver bjørn får lov at tage det nye liv i sit eget tempo.