En 59-årig mandlig beboer på et bosted for psykisk sårbare borgere blev onsdag formiddag anholdt i Hammel, sigtet for at have stukket en kvinde i halsen med kniv. Kvinden, der er sagsbehandler og ansat i Favrskov Kommune, blev efterfølgende kørt på hospitalet i kritisk tilstand, mens politiet efterforsker sagen som forsøg på manddrab.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen kl. 11.03 onsdag formiddag. Ifølge politiet var kvinden kort forinden blevet overfaldet og stukket i halsen af en mand. Hun blev umiddelbart efter bragt til hospitalet, hvor hendes tilstand onsdag eftermiddag blev betegnet som alvorlig, men stabil. Hun er fortsat indlagt.
Den formodede gerningsmand blev anholdt få minutter efter anmeldelsen.
- Der venter os fortsat et større efterforskningsarbejde med at få klarlagt, hvad der er gået forud for overfaldet – men der er ingen tvivl om, at der er tale om en meget alvorlig sag, siger fungerende vicepolitiinspektør Bolette Høy fra Østjyllands Politi.
Politiet opfordrer personer, der onsdag formiddag har opholdt sig i området og har bemærket noget, der kan have relation til sagen, til at henvende sig på telefon 114.
Dybt berørte
På kommunen er man dybt berørte over sagen.
- Vi er alle dybt berørte over overfaldet, og vores tanker går til den berørte medarbejder og hendes pårørende. Vi tager hånd om de nærmeste kolleger og de øvrige beboere på botilbuddet, og ledelsen er til stede for at skabe ro og tryghed oven på den meget tragiske hændelse, siger borgmester Lars Storgaard fra Favrskov Kommune.