92 mennesker er enten meldt døde eller savnede efter orkanen Otis, der sidste uge ramte det mexicanske ferieparadis Acapulco.
Det oplyser myndighederne i den mexicanske delstat Guerrero mandag.
Otis ramte onsdag Acapulco med vindhastigheder på 266 kilometer i timen.
Orkanen førte til omfattende oversvømmelser og ødelæggelser af hjem, hoteller og andre virksomheder.
Evelyn Salgado, guvernør i Guerrero, oplyser, at 45 er døde, mens 47 er savnede.
Blandt de døde er en amerikansk statsborger, en brite og en canadier.
I desperation over manglen på vand og mad er der opstået plyndring visse steder i den ødelagte by med sine næsten 900.000 indbyggere.
62-årige Rumualda Hernandez opfordrer regeringen til at sende hjælp, efter at hun måtte gå ti blokke fra sit ødelagte hjem for at skaffe vand.
- Jeg rystede af frygt. Jeg troede, at jeg skulle dø, siger hun og erindrer, hvordan vandmasserne, der nåede hende over hovedet, omkransede hendes hus, da stormen ramte.
Fiskere og ansatte i den lokale turismeindustri samledes søndag for at lede efter savnede kolleger og venner i frygt for, at myndighederne ikke gør nok.
Den lokale fisker Luis Alberto Medina fortalte da, at han var i færd med at lede efter seks folk, der var ansatte i havnen.
- Det var virkelig forfærdeligt. Vi har allerede fundet flere lig, lød det.
Regningen for orkanens ødelæggelser ventes at løbe op i op mod 15 milliarder dollar - omkring 105 milliarder kroner.
Mexico har sendt 17.000 militærfolk til byen for at hjælpe med at opretholde ro og orden.
I nabolaget La Frontera stod 150 mennesker søndag i kø langs tilsølede veje for at få vand.
- Se, hvor mange vi er. Vi er så mange. Vandet kommer ikke til at række, lød det fra Emilia Rojas, en af de mange i køen.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters