Kurt Ravn sidder rank og atletisk på den umage træstol, som sammen med næsten 1.000 andre fylder den gamle Glassalen i Tivoli.
Man kan ikke se på skuespilleren, at han er "to syvtaller" gammel. Det er blandt andet flittige tenniskampe, som er med til at holde formen ved lige og alderen for døren.
Og på spørgsmålet om han snart har tænkt sig at stoppe, kommer det uden tøven: - Nej da, jeg stopper ikke. Se nu bare her i Tivolirevyen, her har jeg fået helt nye legekammerater, det er da herligt...
De nye legekammerater, han henviser til, er naturligvis medskuespillerne Linda P, Thomas Warberg, sangeren Xenia Lach-Nielsen, instruktør Mads M Nielsen, kapelmester Mathias Grove og resten af holdet, som har strikket årets revy sammen.
Og han glæder sig. - Ja, det bliver godt. Det er ikke en lagkagerevy, som man kender den og heller ikke med karikaturer af kendte politikere, men det bliver med sjove sketches og ja... en anderledes revy, mener Kurt Ravn.
I hvert fald for anderledes for en anden medvirkende, Søs Egelind. Hun valgte at smække med døren og forlade revyen, inden de første prøver for alvor var kommet i gang. Linda P. er kreativ chef, men har valgt ikke at udtale sig om bruddet. Det har Søs Egelind heller ikke, og det samme gælder for Kurt Ravn.
- Nej, alle spørger jo indtil det. Men i min optik kunne det være meget værre. Hun kunne have valgt at gå midt i forløbet eller lige inden premieren...
Det er 29 år siden, Kurt Ravn sidst stod i Glassalen. - Det var med Preben Kristensen, Per Pallesen og Sanne Salomonsen. Det var ikke en revy, men mere et musikalsk show. Sidst jeg spillede decideret revy kan jeg slet ikke huske - måske det var 80'erne, griner han.
Xenia, Thomas, Kurt og Linda - i Tivoli er man på fornavn med folkene i revyen - er klar til i aften. Foto: Tivoli
Få en lille forsmag på revyen her: