En 77-årig mand er død mandag morgen på grund af røgforgiftning i en lejlighed i Næstved, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Politiet fik meldingen om brand på Indre Vordingborgvej i Næstved klokken 7.14. Meldingen gik på røg i en etageejendom.
- Vi kommer op og ser den varme dør, hvor det brænder bag. Brandvæsnet får adgang til lejligheden, hvor vi så finder personen død, siger vagtchefen til Ritzau.
Den 77-årige mand bor alene i lejligheden, og bygningens øvrige beboere blev evakueret ud i sikkerhed.
Det er endnu uvist, hvad der startede branden.
/ritzau/