Politiet har anholdt en 55-årig mand fra Thisted, der mistænkes for at stå bag en bombetrussel mod varehuset Bilka i Holstebro onsdag aften.
Oplyser TV Midt-Vest.
Manden blev anholdt torsdag klokken 12.10 og sigtet i sagen. Det vides endnu ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen.
Lederen af lokalpolitiet i Holstebro, Allan Laustsen, oplyser til TV Midt-Vest, at det var gennemgangen af telefonlisterne hos Bilka, der førte politiet på sporet af den 55-årige.
Ifølge Allan Laustsen kan manden vente en sigtelse for overtrædelse af straffelovens paragraf om trusler, der kan give op til to års fængsel.
Det er endnu ikke besluttet, om den anholdte skal fremstilles i et grundlovsforhør med krav om fængsling.
/ritzau/