Hvad så Quality Complaints Manager?
Landets ledere finder på stadig mere kreative titler.
En opgørelse blandt Ledernes medlemmer viser, at der siden 2008 er kommet knap 5.000 nye stillingsbetegnelser til på ledelsesniveau.
Ved udgangen af 2012 havde Ledernes 105.000 medlemmer 8.717 forskellige titler. Det er mere end en fordobling siden 2008, hvor der stod 3.969 forskellige titler på ledernes kasketter.
Nu er det ikke nok bare at være 'chef', nej 'loyalitetschef' lyder bedre.
En stor del af de nye titler er engelsksprogede - fra Key Account Manager til Head of Financial Strategy.
Det hænger ifølge rådgivningschef hos Lederne Niels Henriksen sammen med den stigende internationalisering af det danske arbejdsmarked og det faktum, at engelsk som koncernsprog vinder indpas flere steder.
- Uanset, om titlen er på dansk eller engelsk, er det vigtigste for den enkelte leder, at titlen internt så vel som eksternt giver et klart billede af både den funktion, lederen har, og placeringen i organisationen, understreger Niels Henriksen.
Listen over mest almindelige ledertitler toppes af afdelingsleder, projektleder og butikschef.