En 43-årig mand fra Amager druknede fredag aften under en dykkertur ved Lynetten i Københavns Havn.
Den 43-årige var taget på dykkertur sammen med en kvindelig med-dykker.
Efter en tur ned i det mørke vand, kom manden ikke op igen.
Det fik den kvindelige meddykker til at alarmere brandvæsnet, der lidt efter klokken 21 fandt den mandlige dykker livløs i havnebassinet.
Manden blev efterfølgende kørt til Rigshospitalet.
- Men her blev han erklæret død ved ankomsten, fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Jens Kristiansen.
Politiet ved endnu ikke, hvorfor dykkerturen gik galt for manden.
- Men vi har sikret udstyret, så vi kan undersøge det for tekniske fejl, siger Jens Kristiansen.
Kvinden var så chokeret efter ulykken, at politiet kun har kunnet afhøre hende kortvarigt.
/ritzau/