Det europæiske politis samarbejde har givet udbytte. Den europæiske politienhed, Europol, efterforsker mulig matchfixing i op mod 380 fodboldkampe.
Også kampe i Champions League og VM-kvalifikationskampe er mistænkt, fortæller Europol på et pressemøde i hollandske Haag.
- Det står klart for os, at dette er den største efterforskning om mulig matchfixing nogensinde, siger Europols chef, Rob Wainwright, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge Europol-chefen er 425 dommere, spillere og andre aktører mistænkt for at være involveret.
Der er mistanke om fusk i 380 kampe i mere end 15 lande. Blandt disse kampe er også en Champions League-kamp spillet på engelsk jord. Europol oplyser ikke noget om hvilke klubber, der spillede kampene, som efterforskes.
Europol kan derimod fortælle, at politiet har afsløret en organiseret kriminel gruppe i Asien, som står bag matchfixingen.
BBC skriver, at Europol har efterforsket sagen i 18 måneder. Bagmændene har tjent otte millioner euro på snyderiet. To millioner euro er udbetalt til aktører, som har bidraget til matchfixingen.
Et spillesyndikat i Asien skal have samarbejdet med kriminelle bander gennem store dele af Europa.
- Efterforskningen har afsløret resultater, som afdækker et stort problem for fodboldens integritet i Europa. Vi har afsløret et omfattende kriminelt netværk, lyder det fra Rob Wainwright.
Mads Øland, der ud over at være direktør for Spillerforeningen ligeledes sidder i bestyrelsen i den internationale spillerforening, Fifpro, tager afstand fra sagerne.
- Der er tale om alvorlig kriminalitet, og det er vigtigt, at Europol efterforsker sager som disse, da sportens organisationer ikke selv kan håndtere det.
- Det starter aldrig med spillerne, men hos de kriminelle. Det er sporten og spillerne, der er ofrene i det her, siger Øland i en pressemeddelelse.
/ritzau/