34 blev smittet efter ansat på hospital fik tuberkulose
Aalborg Universitetshospital er blevet færdige med at undersøge hundredvis af patienter, efter at en medarbejder havde smitsom tuberkulose. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix
De 34 patienter, som blev smittet med tuberkulose, havde ikke sygdommen i udbrud og er blevet behandlet.

34 patienter blev smittet med tuberkulose og behandlet, efter at en medarbejder på Aalborg Universitetshospital i december fik smitsom tuberkulose.

Det oplyser Aalborg Universitetshospital, der nu har afsluttet undersøgelsen af 827 patienter.

De 34 smittede patienter havde sovende tuberkulose i kroppen. Det vil sige, at sygdommen ikke var i udbrud, og de dermed ikke kan smitte videre. Patienterne kom straks i antibiotikabehandling.

Sygdommen er derfor slået ned, og ingen er syge, oplyser hospitalet.

De hundredvis af patienter blev undersøgt, efter at det i december sidste år kom frem, at en af hospitalets medarbejder havde smitsom tuberkulose.

Medarbejderen havde haft kontakt med patienter over længere tid. Derfor gik hospitalet i gang med at undersøge, hvor mulige smittede skulle indkredses.

Over 800 patienter måtte undersøges i sagen for at sikre, at alle eventuelt smittede fik behandling, forklarer lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt.

- Når man undersøger for tuberkulose, starter man med at tage en blodprøve for at finde ud af, om tuberkulosebakterien er der eller har været der.

- Efterfølgende skal der gå tre måneder, hvis prøven ikke er entydig. Så der går et stykke tid, inden man er færdige med at undersøge, siger han.

Hospitalet måtte ad to omgange indkalde og undersøge patienter for at være helt sikre på, at eventuelt smittede blev fundet og sat i behandling.

En sådan smitteopsporing er bygget op som ringe i vandet. Først undersøges personerne, der er tættest på smittekilden og dermed har størst risiko for at blive smittet.

Hvis det konstateres, at der er smittede her, så udvides undersøgelsen. Det er sket i denne sag, og de personer, som har haft mindre tæt kontakt til smittekilden, er blevet undersøgt.

Tuberkulose skyldes smitte med en bakterie. Sygdommen kan forekomme i mange af kroppens organer, men det er kun personer med tuberkulose i lungerne, der kan smitte andre. I så fald sker det ved hoste.

Raske personer er sjældent i fare for at blive syge af tuberkulosebakterien. Hvis man er svækket af en anden sygdom, er der større risiko for at blive syg.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News