Cirka 50 personer fra tre opgange blev evakueret, da der nytårsdag udbrød brand i en boligblok på Damms Teglgård i Aabenraa.
I etagebyggeriet blev en 33-årig mand efterfølgende fundet død.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Omkring klokken 20 var branden slukket. Der er søndag aften ingen meldinger om, præcis hvor og hvorfor ilden brød ud.
- Branden opstod i den omkomne mands lejlighed. Men vi skal nu undersøge stedet for at klarlægge, hvor i lejligheden branden opstod og hvorfor, siger vagtchef Bjørn Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den 33-årige mand boede ikke alene, oplyser vagtchefen.
Branden blev anmeldt klokken 18.23. Mens den har kostet én person livet, er seks andre kørt til sygehuset til kontrol for røgforgiftning.
Herunder er to politibetjente.
Ved 21.30-tiden søndag var de evakuerede beboere fra i hvert fald to opgange vendt tilbage til deres lejligheder.
/ritzau/