Nordsjællands Politiforening vil i dialog med den øverste ledelse for Nordsjællands Politi.
Foreningen vil sikre, at der tages de nødvendige hensyn til de betjente, der til september får ny arbejdsadresse, når en ny organisering af Nordsjællands Politi træder i kraft.
Det skriver Sjællandske.
Formand for Nordsjællands Politiforening, Lars Jensen, siger til avisen, at alle skal kunne give udtryk for deres ønsker til ny arbejdsplads:
- Men ikke alle vil få det, de ønsker, og vi vil arbejde for, at ledelsen tager hensyn til den enkelte betjents private situation.
Målet er en fælles løsning
At ikke alle kan få deres ønsker opfyldt erkender politidirektør Jens-Christian Bülow. Han siger til Sjællandske, at ledelsen er opmærksom på behovene, men det vil være svært at tilfredsstille alle:
- Målet er at finde en fælles løsning, som kombinerer interesser, kompetencer og organisationens behov, og i den forbindelse vil vi i ledelsen selvfølgelig være opmærksom på, hvilke behov, der måtte være. Men når puslespillet er lagt, kan vi nok ikke undgå, at nogle vil være utilfredse, siger Jens-Christian Bülow.
Det er således endnu ikke afgjort, hvordan alle brikker bliver lagt, men ifølge Sjællandske skal de ansatte på Station Vest i Frederikssund flyttes. Det samme gælder hundeførere og færdselsbetjente. De flyttes fra Hillerød til Frederikssund.