Tyrkisk politi har fredag gennemført razziaer mod ulovlige producenter af brændevin. Det oplyser lokale myndigheder og medier.
25 mennesker er døde efter at have drukket giftig træsprit.
Alene i Istanbul er 22 døde. Blandt dem 11 udlændinge. Det oplyser den lokale guvernørs kontor.
21 andre er indlagt på hospitaler i kritisk tilstand.
14 personer er anholdt under politiets razziaer i Istanbul. I alt har politiet beslaglagt 28 ton hjemmelavet brændevin.
Det er ikke oplyst, hvor de døde udlændinge kom fra.
Dødsfald efter at have drukket hjemmebrændt alkohol er i den senere tid sket hyppigere i takt med at inflationen i Tyrkiet er gået i vejret. Samtidig er skatter på alkohol blevet sat op.
Der har også været rapporter om flere, der er blevet blinde af at drikke træsprit, der kendes som metanol.
I juli døde 12 mennesker rundt om i Tyrkiet, efter de havde drukket ulovligt fremstillet brændevin.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa