Tidligere på måneden faldt den 25-årige Tim Evers fra Norfolk i England om midt under et spil Wii-Fit. Han var død på stedet.
Hans kæreste og ven sad og så Tim Evers jogge af sted for sjov i det fysisk krævende spil Fit, som er en del af spiludbudet til den uhyre populære spilkonsol Wii, da han pludselig kollapsede. Det skriver den engelske avis Daily Mail.
De havde ingen chancer for at komme den unge mand til undsætning, da han uden forvarsel faldt om. De ringede omgående til alarmcentralen.
En ambulance ankom kort efter til den unge mands hus, men hans liv stod desværre ikke til at redde. Det blev konstateret, at han var død på stedet.
Efterfølgende undersøgelser peger på, at den ellers sunde og veltrænede mand formentlig havde en medført hjertefejl, og at det var denne som kostede ham livet.